Når muslinger fæstner sig på havbunden, er det ofte steder med strøm og god vandgennemstrømning, så der kommer næringsstoffer og fødeemner til dem. Muslinger er en god indikator for liv, og det er ofte omkring dem, at man finder jagende havørreder. Udover at muslingerne danner banker og rev, der giver levevilkår for andre fisk, så renser de også vandet, og det har en stor betydning for vandkvalitet og fauna ved kysterne.
De mudrede og bløde bunde ser man ofte i vige, fjorde og brakke områder, hvor udløb fra åer eller afvandingskanaler har transporteret sediment over mange år. På de rigtige tidspunkter af året kan disse områder byde på et fantastisk fiskeri. Fra sent efterår til forår vil de bløde bunde være steder, hvor f.eks. havørreden nemt kan finde føde i form af børsteorm, kutlinger og rejer, da denne type bund holder godt på varmen om vinteren.
Denne vandplante giver et suverænt skjul for de små fødeemner, og samtidig ilter de vandet omkring, hvilket giver gode vilkår for småfisk, rejer og tanglopper. Ålegræsset bliver også brugt som hvilested for havørreden, når den trækker langs kysterne og især i det sene efterår, hvor ørrederne er på vej mod åen.