De danske fiskesøer

I Danmark har vi lang tradition for put and take fiskeri, og der bliver indløst mere end 2 millioner fiskekort ved de danske fiskesøer årligt. Ørredsøerne byder på et  spændende fiskeri, hvor man virkelig kan opleve lystfiskeriets sjove og ofte intense øjeblikke med gode fights og hug fra stærke fisk. Søerne er som regel privatejede og kan være naturlige søer, grusgrave eller lignende, der nu har til formål at fungere som fiskeparadis. 

Fiskeriet i fiskesøerne huser primært regnbueørreder, men flere fiskesøer har desuden arter som; kildeørred, bækørred, guldørred og en række ørredkrydsninger (tigerørred, brødding m.fl.). Der findes endog specimen-fiskesøer, hvor man endvidere kan få lov til at fiske efter arter som stør og karper.

DSC08030

Put & Take-søerne er gode steder at starte sin fiskekarriere og opbygge sine færdigheder inden for fiskeri. Søerne er ofte let tilgængelige, og der er sjældent meget vegetationen og buskads i vejen for dit fiskeri. Søerne henvender sig derfor også gerne til nybegyndere inden for fiskeri, da den nye lystfisker kan fokusere på at lære at kaste og affiske – uden at skulle bekymre sig om drivende grøde, bølger, strøm osv.

Fiskeriet henvender sig af samme årsag også til børn, der skal med på deres første fisketur. Da fiskene er at finde i et afgrænset område, er der ikke spildtid forbundet med at finde et sted med fisk, med fare for at barnet mister interessen for fiskeriet, inden det overhovedet er kommet i gang.

Dog kan put and take fiskeri også være uhyre vanskeligt og være et fiskeri, man virkeligt kan “dykke ned i”. Der findes mange dygtige lystfiskere landet over, som udelukkende har specialiseret sig i at fiske put & take. Disse eksperter kender deres fiskevand som sin egen bukselomme, og ses ofte snige sig langs bredden med deres helt egen teknik.

P1122665

P&T fiskeri - tilgængeligt for alle

Put & Take-søerne er gode steder at starte sin fiskekarriere og opbygge sine færdigheder inden for fiskeri.

Fiskene

Regnbueørred 

Regnbueørreden er den mest udbredte art, og den udmærker sig ved at være relativt nem at fange, og den kan give dig kamp til stregen på det lette grej. Du kan fange den året rundt, og man kan endda få lov til at dyrke isfiskeri i udvalgte put & take-vande i vintersæsonen. 

Den danske rekord for regnbueørred i P&T sø er intet mindre end 16,25 kg.

Guldørred

Guldørreden er samme art som regnbueørreden, men en forældet version, hvor det er avlet efter gul farve på fisken. Guldørrederne lyser nærmest op i søen, og af samme årsag være lidt svære at få til at bide på krogen. Alle lystfiskere omkring søen kan nemlig se guldørreden nede i vandet, og derfor forsøger de fleste sig også lige med et kast eller to, når den kommer svømmende forbi, og det betyder, at de bliver mere vant til at gennemskue bedraget. 

Den største guldørred, der er fanget i Danmark vejede 9,4 kg.

Kildeørred

Kildeørred også kendt som fjeldørred eller brøding i P&T sammenhæng. Kært barn har mange navne. Der er flere forskellige ørred-krydsninger i de danske put & take-søer. Fælles for dem alle er, at de smager fortrinligt, og mange put & tak-fiskere betragter dem som de mest eftertragtede spisefisk. Disse fisk er ligeledes kendte for at være lidt sværere at få på krogen end regnbueørreden.. De er sky, der ofte befinder sig længere nede i vandsøjlen end regnbueørreden. Små spinnere og små nymfer(flue) er gode agn til disse sky fisk.

Den danske P&T rekord er 5.430 kg.

Bækørred

Bækørreden er også at finde i mange danske put & take-vande. Det er en snu fisk, der kan give dig kamp til stregen. Ligesom det er tilfældet med kildeørred mv. er små agn og sniger-fiskeri her at fortrække.  I ørredsøer finder man sjældent bækørreder over 4 kg.

Den danske P&T rekord er på 9,770 kg.

Sæson og regler

Fiskeri i put & take-vande foregår hele året rundt, men der kan være enkelte ørredsøer, der vælger at holde lukket i de koldeste måneder, hvor andre også tilbyder isfiskeri.

Fælles for disse fiskevande er, at alle fiskene er opdrættede og udsatte af ejeren af fiskevandet. 

Pas på naturen

Mange fiskesøer ligger tæt på naturlige søer og vandløb. Det er vigtig man passer på søerne og omgivelser ved at rydde op efter sig og undgå at smide affald, powerbait eller andet omkring sig. 

Endvidere er put & take-søer de eneste fiskevande, hvor du er fritaget for at skulle have statens fisketegn.

Da put & take-søer er private kunstige fiskesøer, er de nationale fredninger og mindstemål ikke gældende. Dog kan der godt være opsatte særregler ved den enkelte put & take, og det er derfor vigtigt at sætte sig ind i de gældende regler ved fiskesøen, inden man går i gang med at fiske. 

Som eksempel er der i mange put & take-vande udsat arter som græskarpe, solaborre og lign, hvis formål er at holde søen ren for alger og parasitter. Det er derfor ofte ikke tilladt at fiske efter disse arter.

I mange put & take-vande er det heller ikke tilladt at bedrive “Catch & Release” fiskeri. Det er derfor ikke tilladt at genudsætte dine fisk, efter du har fanget dem. Hvis dette er tilfældet, er det en god idé at på forhånd udtænke, hvor mange fisk man reelt set vil have med hjem. Og skulle man være så heldig at nå dertil, stopper man fiskeriet. I enkelte søer er der desuden et ”bag limit”, der begrænser fiskeriet ved f.eks 5 ørreder. Disse særregler skal naturligvis overholdes, hvis dette er tilfældet.

P1122542

klassikeren

Spinneren er foretrukken blandt mange P&T fiskere og den har mange flotte ørreder på samvittigheden. En lille spinner i str. 1-3, fisket dybt og langsomt, er ofte en god metode.

Metode og grej

Udforsk P&T søerne

På vores kort over fiskepladser kan du vælge P&T søer som lag. Dan dig et godt overblik over søerne i nærheden af dig og se dem fra satellit ved at vælge "kort"

Da fiskene er ”fanget” på relativt få tusinde kvadratmeter, kan fiskeriet til tider også være meget vanskeligt. På dage med mange andre lystfiskere ved fiskesøen, kan ørrederne have set mange hundrede agn i løbet af en dag og derfor til tider virke ret uinteresserede i dine agn. 

Det er derfor vigtigt at tænke lidt ud af boksen og variere sit fiskeri efter forholdene.

Snak med de andre lystfiskere ved fiskevandet. Nogle put & take-fiskere er virkeligt dygtige til at finde og fange søens fisk, og de er tit glade for at dele ud af tips og tricks, hvis man som nybegynder spørger til råds. 

Satellitkort eller flyfoto er et godt værktøj i klarvandede søer, for her kan du se de forskellige dybe områder i søen og planlægge dit fiskeri herefter.

Regnbueørred

Spinner, blink/gennemløber, jigs, prop/flåd, bundmede, bombarda og flue

Regnbueørreder kan fanges på de fleste agn. Solrige og varme dage – små agn i mørke, naturlige nuancer. Medefiskeri skal gerne foregå lige over bunden. Kolde/overskyede dage – lidt større agn, gerne i kradse/hvide nuancer.

Guldørred

Spinner, blink/gennemløber, jigs, prop/flåd, bundmede

Teknikken er den samme, som benyttes ved regnbueørreden. Guldørreden kan dog godt lide endnu mindre agn og tyndere forfang. Desuden er disse fisk notorisk glade for agn i samme farvepalet som fisken selv.

Kildeørred

Spinner, jigs, blink/gennemløber, bombarda og flue

Disse fisk er langt mere aktive rovfisk, end de til tider dovne regnbueørreder. Aktivt fiskeri med spinner, blink og jigs er derfor at foretrække frem for medefiskeri.

Da fiskene går tæt sammen i søen, er det svært at bedrive decideret fiskeri efter disse fisk, da de ofte tager samme agn som ørredsøens andre fisk.

Bækørred

Spinner, jigs, blink/gennemløber, bombarda og flue

Som det er tilfældet med kildeørred/fjeldørred/brødding, er bækørreden også langt mere aktivt fødesøgende end regnbueørreden. De fiskes bedst på afsøgende fiskeri langs søens kanter og bevoksning. Bækørreden er lettere at fange på insektimitationer og små spinnere end på andre gængse agn. De kan til tider være nærmest umulige at få i tale. Prøv forskellige agn, og se hvad der virker på dagen.

Spinnegrejet

Til put & take-fiskeri anbefales en 8-9 fods spinnestang med en kastevægt på 5-30 gram. Linen skal være forholdsvis tynd, og af samme årsag foretrækker mange put & take-fiskere fletline frem for den traditionelle nylonline. En fletline med en diameter mellem 0.08-0.14 mm er perfekt. Alternativt en nylonline mellem 0.20 mm-0.25 mm.

Det gode grej

  • 8-9 fods stang
  • Kastevægt på 5-30 gram
  • Fletline på 0.08-0.14 mm

Ønsker man at fiske med gennemløbsblink, anbefales en slagline på omkring 0.30 mm fluorocarbon.

En god grejboks med agn i alle regnbuens farver er tit put & take-fiskerens situation. Spinnere mellem str. 1-3, flydende og synkende woblere, jigs, samt små blink/gennemløbere er gode til at affiske søen og finde fiskene.

Desuden er bombardafiskeri også blevet meget populært i ørredsøen. Bombardaflådet har den fordel, at den muliggøre fiskeri med meget lette og små agn, uden at ofre kastelængden. Desuden fungerer bombardafiskeri med powerbait,orm,flue – fisket ultra langsomt – fænomenalt til søens ørreder.

P1111929

Stationært fiskeri med flåd eller på bunden er meget populært – og det er et fiskeri langt de fleste familier bedriver i put & take-søen. Her handler det om at finde ud af, hvor fiskene befinder sig i søen, og så lade dem bestemme tempoet. Flådfiskeri er eminent til børn, da det ikke kræver det store af barnet, og han/hun kan lege i ventetiden. Fiskeri med flåd og på bunden handler meget om at kende sit vand. Agnen skal gerne serveres lige over bunden, så ørreden får den lige i hovedet, når den kommer trækkende forbi. Sænk din spinner eller lign helt til bunden og find ud af, hvor dybt der er ude foran, hvor du fisker, og indstil dybden på dit flåd herefter.

Fluegrejet

Fluefiskeriet i put & take søen kan være magisk. På dage, hvor ingen fanger fisk, ser man gerne fluefiskeren liste rundt langs sivene og plukke ørreder med en lille nymfe eller sågar en tørflue.

Fluefiskeriet tillader fiskeren at imitere noget af den føde, ørrederne spiser i søen. En lille nymfe kan på dage, hvor alt andet fejler, være medicinen til de drilske ørreder.

Det gode grej

  • 9 fods fluestang
  • Klasse 4-6
  • Flydeline til tørflue
  • Intermediate eller synkline til dage med vind

En 9 fods fluestang mellem #4-6 er ideelt til ørredsøen. Det vil tit være vinden på dagen, der afgører, hvor let en fluestang du kan bruge. De fleste nystartede fluefiskere starter ud med en allroundstang på 9 fod #5-6. En flydende line er god på dage med vind og til tørfluefiskeri. På dage, hvor fiskene er svære, og vinden er svag, er en intermediate eller måske sågar en synkende line et gode valg. De har den fordel, at de ikke trækker spor på overfladen, og er derfor mere usynlig for fiskene.

Fluer som Red Tag, sort Wolly Bugger og Cats Whiskers er alle gode put & take-fluer med mange ørreder på samvittigheden. Fælles for dem alle er, at de er nemme mønstre at binde selv, hvis man gerne vil kaste sig ud i at binde sine egne fluer. Så kan man også sætte sit eget præg på fluerne og få dem, ligesom man gerne vil have dem.

P1122120

Nymfer og tørfluer er altid gode at have i boksen. Gerne nogle, der imiterer, de insekter man finder ved put & take-vandet, man fisker. Klassiske insekter som vårfluer, guldsmedenymfer, græshopper og døgnfluer findes ved mange danske put & take-vande. Jo bedre vandkvalitet, jo flere insekter findes der som regel ved søen.

Boobie-fluer er et koncept, mange benytter sig af ved ørredsøen. En boobie-nymfe er en vådflue med øjne af flydende skum. Ideen er at fiske en flydende flue, på en synkende line. Mange insekter stiger til overfladen fra bunden ved hjælp af en luftboble.  Mens de stiger mod overfladen, er de et nemt bytte for ørreden. Det er denne rejse, man imiterer med en flydende flue på synkende line. Det er yderste effektivt, men også et fiskeri, der kræver lidt mere øvelse end traditionelt fluefiskeri i ørredsøen.

P1155038

Hidsige farver

Husk altid, at have et god udvalg af fluer med hidsige farver i boksen.

Geografi og forhold

Regnbueørreden finder man i de fleste put & take-søer i Danmark. Den er blevet fremavlet i Danmark siden 1800-tallet og er en populær fisk at have i sin ørredsø, da den er meget resistent imod sygdomme og parasitter, og ikke stiller store krav til vandkvaliteten. Desuden trives den både i søer, strømvand og i saltvand/brakvand. Regnbueørreden stammer fra Nordamerika og Asien, og den er derfor ikke hjemmehørende i den danske natur. Dog kan den findes på de danske kyster samt i danske vandløb, som følge af udslip fra dambrug og havbrug. 

Fanger du en undslupne fisk, så skal de hjemtages, da de ikke hører til i den danske natur. I vinterhalvåret kan regnbueørrederne nemlig finde på at trække op i åerne sammen med havørreden, hvor den forsøger at gyde på lige fod med de hjemmehørende ørreder. Regnbueørreden er dog imidlertid steril og ødelægger derfor kun gydningen for de andre ørreder.

P1122104

Særlige forhold

Mange begår den fejl at tro, at fiskeriet i put & take-søer er legende let, fordi fiskene jo bare svømmer rundt lige for fødderne af dig. Fiskeriet kan tværtimod være nærmest umuligt, hvis ikke man kender sin besøgstid, og ved hvordan man griber fiskeriet an.

En god tommelfingerregel

En god tommelfingerregel er, at jo varmere og mere stille vejret er, jo mindre skal din agn være. I varme søer er fiskene mindre aktive, præcist som du selv bliver på en varm sommerdag.

Det er tit en god idé at holde lidt øje med de andre fiskere. Når de andre fanger fisk, kan det godt betale sig at holde øje med, hvad de andre har for enden af linen. Det er tit vejrforholdene der diktere, hvilken type agn, der fungere bedst på den givne dag. 

Et af de vigtigste værktøjer inden for put & take-fiskeri er erfaring og kendskab til fiskevandet. Hvis du har haft en god fisketur med flere fisk på land - så noter inde i hovedet, hvordan forholdene var, og tjek så vejrudsigten inden næste fisketur. Hvis du igen tager afsted i samme vejrforhold som sidste gang, er der en god chance for, at fiskeriet igen vil være godt. På samme facon er det en god idé at notere de dage, hvor ørrederne har været totalt umulige.