© Mette Johnsen
Det er her vestenvinden rammer først og hårdest, men det er også her lystfiskere får drømme opfyldt, hvis de trodser den. Vestjyske laks er i dag ikke en uopnåelig drøm. Og fiskeriet er i verdensklasse. Den drøm er tilgængelig for alle, som løser fisketegn og fiskekort. De tre mest kendte lakseåer: Varde Å, Skjern Å og Storåen kan besøges af alle, som har mod på at prøve kræfter med vinden og det ultimative bytte. Fiskeriet betegnes af mange som svært. Det er da sandt, at man skal forberede sig hjemmefra, men alligevel får mange førstegangsbesøgende en drømmetur. Laks er lunefulde og ligeglade med om du er begynder eller garvet.
I de brede ådale længst mod vest er man virkelig eksponeret mod elementerne, men det er også her, hvor der er langt til horisonten at drømmene kan få frit spil. Men truer vinden med at blæse dem væk, er der råd for det. Søg op i et af de mange mindre tilløb. Her er der fred og færre folk, og her kan du virkelig gå på eventyr og udforske åernes andre arter. Hvorfor ikke prøve lykken efter en herlig aborre, gedde, strømskalle, stalling eller måske bækørred?
Hvis vinden blæser fra øst, og solen bager, kan du også søge den modsatte vej: Mod Vestkysten. I foråret og sensommeren er der gode chancer for pighvar på de sydlige strande mod Esbjerg. Og skrubber og ising er inden for kastehold det meste af sommeren og efteråret.
Silden må ikke glemmes. Når den ankommer, er der folkefest på molerne og billig og vidunderlig mad til alle. Hvide Sande er et godt udgangspunkt, men også molerne ved Thorsminde og Thyborøn bliver sølvfarvede i forårssæsonen. Som ekstra krydderi på forårets bugnende buffet er hornfisken også inden for kastevidde.
I sensommeren kan det være svært at vælge mellem åerne og Vestkysten. For åerne er ved at være godt fyldt op med laks og havørred, men makrellerne har meldt deres ankomst. Valget afgøres igen af vinden. Er den strid fra vest, trækker laksen, men blæser den lummervarmt fra øst, er det tid til shorts, molehopperi og makrel-bonanza. Hvis du er heldig, støder du måske på én af de mere sjældne gæster: Havbarsen. Den kommer til landet sidst på sæsonen og jager og jages ved høfderne.
Ved Skjern Å ligger Laksens Hus. Et hus fyldt af viden omkring laksen, fiskeriet og lystfiskere, der skal have de seneste historier fra vandet. Læs mere om Laksens Hus, åbningstider mm. på https://www.riverfisher.dk/skjern-aa/laksens-hus/
Fiskeriets Hus er et lokalhistorisk museum med både ferskvand- og saltvandsakvarier. Stedet fortæller om Holmsland Klits historie før, nu og i fremtiden.
Vestkysten er oplagt til en fiskeferie kombineret med nogle af de mange andre spændende oplevelser ved vandet og i landet
Langs hele vestkysten fra syd til nord finder man bykultur og outdoor-oplevelser i smuk natur. Der et væld af overnatningsmuligheder i form af sommerhuse, campingpladser og shelters. Vestkysten er især kendt for sine mange sommerhuse og ofte er denne form for overnatning den mest praktiske og i lystfiskersæsonen kan der være en god besparelse sammenlignet med højsæsonen.
Langs med mange af de vestjyske vandløb finder man gratis shelters – bemærk, at de ofte skal bookes inden brug. Flere lystfiskerforeninger har hytter og shelters, der gratis kan benyttes, hvis man er medlem.