Oplevgudenaa.dk er en indgang til Gudenåen, hvor du kan finde information, hvis du vil sejle i kano eller kajak, vandre på Himmelbjergruten eller ad Trækstien, fiske, cykle, mountainbike eller bare opleve nogle af de mange seværdigheder langs åen.
Fra en kano, kajak eller jolle kan man glide stille under de saftgrønne kæmpetræer, og lægge nakken tilbage. Her kan man virkelig se bøgen spejle sig. Ikke i bølgen blå, men i søens og åens lokkende dyb. Og fiskestangen skal med, når familien tager på kanotur. En bålstegt aborre smager af vildmark og frihed. Dit eventyr starter ved en båd og -kanoudlejer langs Gudenåen. Foretrækker du at gå frem for at padle, er der virkeligt gode muligheder for at se en side af Danmark, du ikke anede eksisterede, og vandet er aldrig langt væk.
Find en shelterplads, som passer til dit ambitionsniveau og udforsk højlandets mange vande og vandreruter. På https://udinaturen.dk/ kan du se shelterpladser og meget andet nyttig information.
For lystfiskeren med eget fartøj er der utallige muligheder. Du kan sætte båden i mange søer og har du en bellyboat, pontonbåd eller kajak, er der næsten frit slag, som kun begrænses af, hvor du kan købe fiskekort. Mange benytter denne frihed til at prøve kræfter med Danmarks sejeste fisk: Gedden. Søens konge giver audiens året rundt, undtagen når nye gedder skal laves, men de falder ikke for hvad som helst. Selvom der er mange gedder, er der ikke en grum mosgroet sømkasse under hvert eneste udhængende træ. Det er derfor at et fartøj er at foretrække, for så kan du affiske meget vand hurtigt. Første gang man kigger ind i munden på en gedde, forstår man hvorfor den kaldes altædende. De tusinde tænder gør det til lidt af en udfordring at afkroge og genudsætte gedden så let som muligt. Men tjek en tutorial- video inden du drager ud, så er der mindre at frygte og mere at glæde sig til. Hvem vil ikke gerne prale med at have fanget en midtjysk krokodille på en meter?
Regionen mange vande er formet af istidens kolossale kræfter, og det ses både på de stejle bakker og de mange vandhuller, men også menneskeskabte søer lokker lystfiskere året rundt i området. I de mange Put and take-søer i regionen er der god service for både begynder og garvet. Og synet af en kæmpe ørred, der basker i nettet, har lokket mange ud i en livslang kærlighedsaffære med lystfiskeriet.
Gudenåen er Danmarks eneste flod, og den rummer meget mere end gedder. Her er også aborrer, skaller og brasen – så hvorfor ikke prøve med prop og orm?
Er man til større udfordringer byder de øvre stræk af Gudenåen på et mere krævende, men meget spændende fiskeri efter bækørred og de sjældne stallinger.
Oplev den danske naturs hemmeligheder i AQUA Akvarium & Dyrepark, hvor du kan møde de fascinerende danske dyr. Alle de dyr du kender, men aldrig har set. Præcis som i naturen – bare tættere på!
I idylliske omgivelser i Bakkelandet nær Horsens og Brædstrup ligger en unik turistattraktion med en utrolig historie. Den smukke bro over Gudenåen, der lå gemt og (næsten) glemt i en menneskealder, er i dag et af landets mest populære udflugtsmål – og det er med god grund.
Broen står i dag som et symbol på smuk, industriel ingeniørkunst, efter den blev restaureret til fordums storhed i 2014. Den røde stålgitterbro var Nordens højeste af sin slags, da den blev bygget i 1899, og i dag har den fået både rækværk og planker at gå på, så de besøgende kan nyde udsigten over Danmarks eneste flod, Gudenåen.
Området byder på mange gode muligheder for overnatning. Herunder finder du vej til mere information om oplevelser og overnatningsmuligheder. Se de lokale Visit-sider for mere spændende information.
Uanset om du rejser alene, med venner og veninder eller familien, er der helt sikkert masser af muligheder for gode ferieoplevelser for alle i Søhøjlandet.
Perfekt til en dejlig ferie, hvor du både kan få pulsen op og komme helt ned i gear. Horsens forener skøn natur med et rigt kulturliv og oplevelser for folk i alle aldre.
Oplevgudenaa.dk er en indgang til Gudenåen, hvor du kan finde information, hvis du vil sejle i kano eller kajak, vandre på Himmelbjergruten eller ad Trækstien, fiske, cykle, mountainbike eller bare opleve nogle af de mange seværdigheder langs åen.