Mariendal

Sammen med ålegræsset er blæretang den mest fremtrædende vandplante langs de danske kyster. Denne tang hæfter sig på glatte overflader som sten, grus og andre variationer på bunden. Blæretangen er et godt skjul for fødeemner og fisk. Bundforhold med blæretang er et godt indikator for, at der er fisk i nærheden.

Denne vandplante giver et suverænt skjul for de små fødeemner, og samtidig ilter de vandet omkring, hvilket giver gode vilkår for småfisk, rejer og tanglopper. Ålegræsset bliver også brugt som hvilested for havørreden, når den trækker langs kysterne og især i det sene efterår, hvor ørrederne er på vej mod åen.

Selvom det kan føles irriterende at vade i og gå på sten langs kysten, så det ofte en god indikator for, at der er optimale bundforhold for havørreden og dens fødeemner. Alt fra rullesten til store granitsten giver skjul for tanglopper, rejer og småfisk. Er der bølger, bliver disse fødeemner nemt hvirvlet op i vandsøjlen. En stenbund kan være god året rundt, men særligt i de kolde måneder med få fødeemner på det dybere vand. Stenbund med god dybde tiltrækker også andre rovfisk som torsk og hornfisk.

På mange fiskepladser ser man større arealer med sandbund, og det sker ofte, at kystfiskeren springer disse områder over, da de ikke ser ud af meget. Vær opmærksom på, at mange småfisk som tobiser og brislinger tit trækker over sandbunden, og de har havørreder og andre rovfisk i hælene. Dage med bølger, uklart vand eller dæmpet lys kan man sagtens finde rovfisk på disse områder. De sandede områder langs med dybere vand eller tæt på mørke områder kan være en rigtig havørred-magnet.

Et kyststræk med sandbund og spredte sten med blæretang på, kalder man ofte leopardbund, da det minder om det mønster, vi ser på leopardens pels. Disse bundforhold er altid vigtige at fiske af, da havørreden ofte jager over sandet mellem tangbuske og sten. Kontrasten mellem sandet og fødeemnerne langs med blæretangen giver havørreden en fordel i jagten.