Selvom det kan føles irriterende at vade i og gå på sten langs kysten, så det ofte en god indikator for, at der er optimale bundforhold for havørreden og dens fødeemner. Alt fra rullesten til store granitsten giver skjul for tanglopper, rejer og småfisk. Er der bølger, bliver disse fødeemner nemt hvirvlet op i vandsøjlen. En stenbund kan være god året rundt, men særligt i de kolde måneder med få fødeemner på det dybere vand. Stenbund med god dybde tiltrækker også andre rovfisk som torsk og hornfisk.
De mudrede og bløde bunde ser man ofte i vige, fjorde og brakke områder, hvor udløb fra åer eller afvandingskanaler har transporteret sediment over mange år. På de rigtige tidspunkter af året kan disse områder byde på et fantastisk fiskeri. Fra sent efterår til forår vil de bløde bunde være steder, hvor f.eks. havørreden nemt kan finde føde i form af børsteorm, kutlinger og rejer, da denne type bund holder godt på varmen om vinteren.
Sammen med ålegræsset er blæretang den mest fremtrædende vandplante langs de danske kyster. Denne tang hæfter sig på glatte overflader som sten, grus og andre variationer på bunden. Blæretangen er et godt skjul for fødeemner og fisk. Bundforhold med blæretang er et godt indikator for, at der er fisk i nærheden.
Denne vandplante giver et suverænt skjul for de små fødeemner, og samtidig ilter de vandet omkring, hvilket giver gode vilkår for småfisk, rejer og tanglopper. Ålegræsset bliver også brugt som hvilested for havørreden, når den trækker langs kysterne og især i det sene efterår, hvor ørrederne er på vej mod åen.
En kyststrækning med klinter og skrænter byder på varierede bundforhold med store sten, rev og banker. Gennem mange millioner år har havet arbejdet sig ind i klinterne og dannet bundforhold, der danner rammer for et godt fiskeri. Ofte vil disse stræk have en god, jævn dybde, hvilket giver optimale forhold for småfisk og andre fødeemner i et stort område langt ud fra kysten.