MG 3052

Havørredfiskeri på overfladen 

De tossede revolutionære i Himmerland

Fluefiskeren er klædt i dæmpede, beige-grønne nuancer. Han bevæger sig stille og roligt gennem de mandshøje, saftgrønne siv langs åen. Det er sommer. Solen har magt, selvom den indimellem gemmer sig bag et lag skyer. Den lette fluestang bevæger sig som en metronom over fiskerens hoved og den lyse flueline glider taktfast ud over åen. Fiskeren gør det helt forkert. Han bevæger sig ikke mod mundingen af åen. Kastene afsøger nemlig åen op mod strømmen. Igen og igen gør fiskeren det helt forkert. Men noget må være galt, for pludselig rejses stangen i et pludseligt ryk, og den krummer sammen, og hugger med dybe stød mod en overflade, som splintres af en fisk i den anden ende.

Det var i Himmerland, at revolutionen startede. Eller det var i hvert fald der, at nogle fluefiskere for alvor gik mod strømmen. For det var præcist hvad de gjorde. Der er for så vidt ikke noget nyt i at fiske fluer opstrøms for at fange ørreder. Den idé er sikkert lige så gammel som selve fluefiskeriet. Det er bare tørfluefiskeri. For mange er det den smukkeste og reneste form for fluefiskeri. Et fiskeri, hvor man efterligner de insekter, ørrederne tager fra overfladen. Men havørreder trækker op i åen for at gyde og den normale tankegang er, at de ikke spiser i åen. Derfor er der aldrig rigtigt nogen, der for alvor har fisket målrettet efter havørreder med tørflue. Det blev betragtet som tosserier og lidt spild af tid. Men i Himmerland er havørrederne anderledes. De kan godt finde på at tage en døgnflue eller fem, hvis det passer dem. Det var sådan revolutionen startede. Med nogle fiskere, som gik i gang med tosserier med tørfluer. Revolutionen består i at de faktisk fangede havørreder. En hel del, faktisk. Faktisk så mange, at når de ”rigtige” havørredfiskere kom til åen hen under aften, for at fiske som de altid gjorde, med vådflue, nedstrøms, så troede de ikke rigtigt på de revolutionære. For kan man virkeligt fange havørreder om dagen på tørfluer? Oven i købet på pyttelette stænger, der knapt nok kunne bære en velvoksen havørredflue?

 

"Lette fluestænger, en line som lander fnuglet på overfladen og et langt forfang, som spidser til i spindelvævstynde dimensioner"

Regulært tørfluefiskeri efter havørred kan lade sig gøre i mange åer. Men bestemt ikke i alle åer. Der lader til at være enighed om, at fiskeriet er bedst i de åer, hvor havørreder af en eller anden grund tager på ædetogt i åen, hvis vandet i fjorden bliver for varmt og iltfattigt. For det er helt rigtigt, at havørreder på gydevandring ikke spiser i åen. Ikke så meget i hvert fald. Det ville også være dumt, for så ville de jo begynde at spise deres eget afkom. Hvis man er så heldig at have sådan en å i nærheden, kan man opleve et tørfluefiskeri, de fleste i Danmark drømmer om. For pludselig fisker man ikke længere kun efter bækørreder på 25 cm, hvis man er så heldig at de overhovedet er der. Nej, nu fisker man efter ørreder, som er meget større. Men grejet og teknikken er præcist den samme. Lette fluestænger, en line som lander fnuglet på overfladen og et langt forfang, som spidser til i spindelvævstynde dimensioner. Helt ned til 0,12 mm er blevet set anvendt ved Himmerlandske havørred-åer. Tørfluefiskeriet i sig selv er en højtudviklet fiskegren og specialisterne er ultra dedikerede. For det er svært. Man skal vide noget om insekterne fiskene spiser. Man skal være i stand til at efterligne dem med kunstige fluer. Man skal kunne præsentere den flue, så fisken ikke aner uråd og man skal optræne sine evner som pürsch-fisker. Hvis fisken aner uråd og opdager dig, kan du lige så godt glemme, at få den til at spise.

 

DSC 0026B

 

"Det viste sig, at man ganske simpelt kan afsøge alle tænkelige standpladser med en skumbille med gummiben"

Heldigvis afprøvede de tossede revolutionære i Himmerland andre tørflue-metoder. For de havde set andre ørreder, andre steder i verden spise store biller. Og når havørrederne ikke åd døgnfluer, satte de dem på, for at afprøve, om de kunne lokke fiskene til at tage en kæmpestor bille. Det var en kæmpe succes. Det viste sig, at man ganske simpelt kan afsøge alle tænkelige standpladser med en skumbille med gummiben. Fisket ”blindt”, som man kalder det. Fordi man ikke ser en havørred, der står og ringer. I starten blev den blinde bille brugt, for at få tiden til at gå, mens man søgte efter en ringende ørred. Men det viste sig, at skumbillen var så effektiv, at den kunne udkonkurrere det meste. Også traditionelt fiskede vådfluer. Det smukke ved skumbillefiskeriet er, at man pludselig fisker efter begge typer havørred. De som af en eller anden grund æder, mens de er i åen og de, som er på gydevandring.

Selve fiskeriet er sådan set meget simpelt. Man fisker med en stor skumbille eller flydende flue af en eller anden slags. Mønstret og farven er sådan set underordnet. Men følg bare den mode, som berømte fluebindere anbefaler. Det fungerer sikkert fint. Men efter de flestes mening, bør fluerne have gummiben, som giver fluen en masse liv og spræl. Fluen kan fiskes passivt eller aktivt eller begge dele. Det skal forstås således: Man kaster til enhver oplagt standplads. Hvis der er en fisk hjemme, vil den måske angribe fluen, fordi ploppet og synet af den vækker dens jagtinstinkt. Men hvis den ikke hugger med det samme, kan man tirre den til at gøre det, ved at strippe linen hjem, så fluen skøjter nedstrøms på overfladen og trækker et fint V bag sig. Ret meget ligesom vådfluefiskeren i skumringen, der får sin flue til at bule over åen. Bare omvendt strømretningen.

 

"Man skal gøre sig umage for at få fluen til at lande de helt rigtige steder, hvor der kunne stå en havørred"

Det helt store clue ved fiskeriet er selve bevægelsesretningen. Opstrøms. Der er ingen tvivl om at det er en nøgle til metodens effektivitet. For det første nærmer man sig havørreden bagfra i dens blinde vinkel. For de havørreder man fanger, er ofte fisk, som af en eller anden grund har stillet sig et sted, hvor de kan orientere sig i åen. For det andet kan fisken heller ikke høre dig så nemt, hvis du sniger dig op ad åen. De vibrationer selv et forsigtigt fodtrin laver i den våde, sumpede åbrink bliver dæmpet af strømmen. Men der er også udfordringer ved at fiske sådan. Det kræver noget træning at holde den lette flueline svævende over høje siv. Man skal gøre sig umage for at få fluen til at lande de helt rigtige steder, hvor der kunne stå en havørred. Og så er der fluelinen, man skal holde styr på hele tiden, for den skal trækkes hjem lidt hurtigere end strømmen, så fluen kan trække sit V. Det er en kæmpe fordel at have en linekurv på til at opbevare linen i. Både fordi man har styr på linen under selve kastet, men også når man bevæger sig op ad åen i høje siv, som har en irriterende evne til at få fat i lineløkkerne, som hænger ud over kanten.

 

Vådflue eller revolutionsbiller, eller begge?

På en dags skumbille og tørfluefiskeri, får man dækket en hel masse vand, fordi man fisker hurtigt. Det er også en klar fordel. Men der er en anden fordel: Når du har fisket en hel eftermiddag og aften og stadig har krudt i dig, kan du selvfølgelig fortsætte opstrøms med den stribende skumbille, for det virker selvfølgelig også i mørke. Men i den nedgående sol, kommer vådfluefiskerne og bulefiskerne frem fra parkeringspladserne. Hvis du vil undgå konflikter kommer her et ganske simpelt råd: Klip de yderste 1-2 meter med 0,25 forfang af. Sæt den allerstørste skumbille på, eller en vådflue og gør som de andre, så du kan følge strømmen tilbage til udgangspunktet. Den der fisk lige ovenfor svinget, som bulede under billen er måske mere hooked på en bulende vådflue frem for revolutionsbiller…

 

DSC 0530

 

Fluegrejet

De fleste foretrækker en fluestang i klasse 4-5 til overfladefiskeriet. Men nogle sværger til lettere grej. En stor skumbille kræver lidt power af stangen og det løser nogen ved at fiske med en klasse 6, men så er det svært at skifte til det lette imitations-tørfluefiskeri.

Linen bør være en helt almindelig weight-forward, som både kan håndtere en skumbille og en mindre flue. Men hvis der i din å aldrig optræder ædende havørreder, kan du med fordel bruge en line som har ekstra power og mindre finesse.

Forfanget skal ikke være et decideret tørflueforfang. Det har ikke nok kraft til at vende de store skumbiller. Men det er faktisk vinden eller manglen på samme, der afgør, hvor langt dit forfang kan være. Det skal være så langt som muligt, men kort nok til at kraften fra fluelinen kan sende din flue i en elegant bane til modsatte side. Brug monofilforfang og eventuelt fluorcarbon spids. Det sidste er mere slidstærkt, hvilket er en fordel for du vil fange siv indimellem. Derfor bør du heller ikke starte meget tyndere end 0,25 spids. Det virker ekstremt tyndt. Og det er det også, når du forhåbentlig kroger dit livs havørred, men det skal nok gå.

Hav altid et knudeløst net. Det er nødvendigt, for at kunne lande, afkroge og genudsætte fisken så skånsomt som muligt. En tang lige ved hånden fuldender udrustningen.

Du kan finde gode og inspirerende videoer om skumbillefiskeriet på youtube.

DSC 0366