Eksperttips

Spinnefiskeri efter havørred

Hvis fiskeri skal måles på en intensitetsskala, går pilen helt ud af målskiven under spinnefiskeri efter havørred. Det er ikke nødvendigvis, fordi der er nap i hvert andet kast. Tværtimod! Men når det sker, er det en oplevelse, man aldrig glemmer. Og imens man venter på det, kommer man så tæt på naturen, man kan uden fuld camouflage. Fiskeren kryber nærmest i ét med sivene og dine indianer-skills bliver skærpet som et spyd. Helt bogstaveligt er det jægeren mod et bytte, som er trænet i at være forsigtig siden sidste istid. Efter en times snigeri under udhængende ellegrene, ser man pludselig isfuglen suse forbi. Man føler sig lidt misundelig på dens evner som fisker. Efter to-tre timer indtræder en nærmest meditativ tilstand, hvor kast efter kast metodisk plopper ned centimeter fra sivkanten, uden at man egentlig tænker over det. Det er også det, der er meningen. For havørredfiskeri er fiskeri med sanserne. Men alligevel skal man tænke sig lidt om, inden man bliver indianer. Spinnefiskeren har fået uddelt en virkeligt god hånd med masser af esser, når der skal spilles et slag havørred. For spinnefiskeren kan luske sin agn ind under udhængende siv, som fluefiskeren hænger fast i, og sejle en flydende wobbler ned under ellerødderne, hvor de helt store fisk bor. Og når en grov havørred klasker spinneren lige for fødderne og sender kaskader af vand i hovedet på dig, er du solgt.

Vejrets betydning for fiskeriet

Vand

Det er ikke ligegyldigt, hvornår man tager til åen. De garvede årotter skuler konstant til horisonten med et håb om regn. For vand skal der til, for at fiskene kommer op. Stigende vand betyder trækkende fisk. Trækkende fisk betyder urolige fisk. Med andre ord: Fisk, som skal finde en standplads i åen og som måske dummer sig. Havørrederne kan fanges, selvom åen er høj og helt grumset. En hidsig vrikkende wobler eller en spinner sender vibrationer i alle retninger, som råber ”hjælp, jeg er faret vild fra min stime!”, og det er noget, som kan udløse hugrefleksen.

Vandet bringer helt sølvfriske fisk op i åen på gydetræk. Det er de allermest hugvillige, for de har lige ædt sig tykke. Men de friske fisk forstyrrer de ældre, farvede fisk, som bliver vækket af deres dvalelignende tilstand og går i gang med at feje for deres territorium. En fræk, lille vrikkende wobler skal dælme ud af vagten.

Det allermest perfekte tidspunkt kommer, når vandet ikke længere stiger og er på vej ned igen, for så er der virkelig kamp om pladserne. Herefter følger en periode med lidt våbenhvile om pladserne, men havørrederne føler stadig trang til at trække, og det gør de, når lyset dæmper sig. I det første og sidste lys, kan man se dem komme buldrende op ad åen. Åen gynger. Det er helt magisk at se. Nogle gange kan man være heldig at se dem slås om territorierne.

Men også i dagslys kan havørrederne lokkes. Især når lyset skifter, fordi skyerne driver, kan det være godt. En tung og mørk regnvejrsdag kan også vække vandre-instinkterne.

Hvor står havørreden i åen?

Havørred er utrygge ved den begrænsede plads i åen. Når solen står højest, søger de ind i skyggen, og allerhelst vil de have ”tag over hovedet”. Men det betyder ikke, at det kun er i åens dybeste huller, der er optaget af skiftende beboere. Selv pladser med ret lavt vand kan være gode pladser, så længe der er ly og også strøm, som kan holde fisken på finnerne. I åen gælder reglen: Størst kører først. Det betyder, at de dominante ørreder napper de bedste pladser, mens de mindre fortrænges til andre. Spinnefiskeren kan afsøge disse standpladser metodisk med forskellige agn. Man kan fiske effektivt i forskellige dybder til alle standpladser og under alle vejrforhold.

Lyset

Erfarne havørredfiskere ved, at havørreden søger skygge. Derfor kan det svare sig at lægge mærke til steder, hvor de skifter plads i åen for at komme i skygge. Når de på den måde søger over i skyggesiden, fordi solen stikker dem i øjnene, kan de være til at få i tale. Det samme gælder, når solstrålerne gradvist forsvinder i skumringen. Morgenfiskeriet er ligeledes magisk, for da er fiskene optagede af at finde en ny plads efter nattens ture i området. Det giver uro i geledderne og øgede fangstchancer. Når det er helt mørkt, kan havørrederne stille sig de mærkeligste steder: Midt på en sandbanke, i den lave del af et sving eller på tilsyneladende lige, kedelige strækninger. De står klar til at rykke og kan aggressivt følge en vimsende wobbler for at jage den væk fra deres midlertidige rasteplads.

Små og store åer

I de store vestvendte åer skal ørrederne konkurrere med laksene om de bedste pladser. Laksene vinder typisk, da de er størst. Men de store åer byder også på mange standpladser, så ørrederne har nok at vælge mellem. I store havørredåer stiller fiskene sig også på pladser, de normalt ville undgå i mindre vandløb, fordi de har mere vand over hovedet. De store åer har også mere stabil vandføring, hvilket betyder, at der konstant kommer lidt fisk op i åen. Men dog stadig flest efter, at der er kommet vand fra oven.De mindre åer er tilsvarende afhængige af nedbør, så der gælder det om at kende sin besøgstid. Prøv om du kan time dine ture til de første dage umiddelbart efter et ordentligt skyl. I topmånederne juni til august er dette essentielt. Især efter længere tørke, naturligvis.

Agn

Spinner 

Den spinner, du vælger, skal passe til det vand, du fisker i. Især under dagsfiskeri handler det om at komme ned til fiskene og helt ind under de udhængende siv. Kompakte spinnere, der hurtigt kommer ned, er perfekte, hvis åen har mange huller og dybere render. Hvis åen har en mere flad profil, kan normale og lidt lettere spinnere være det bedste valg, så man hurtigt affisker mange oplagte pladser. Spinnere i størrelse 2-4 er rigtigt fine til det meste fiskeri, men i visse situationer kan en større spinner med tilsvarende større blad være effektiv, hvis man skal fiske langs egen bred med lange kast opstrøms. Mange spinnere er monteret med en stor og kraftig trekrog. Klip den af, sæt to springringe i, og sæt en mindre krog på i stedet. En mindre krog holder fisken lige så godt og skader ikke fisken nær så meget. De forskellige løsninger og smarte montager, som gør, at man kan fiske med helt små og meget mere skånsomme trekroge er beskrevet godt af Jens Bursell. Prøv for eksempel helikopterrigget af.

Opstrøms, nedstrøms eller tværstrøms med spinner

Du kan fiske i alle åens retninger med en spinner. Der er klare fordele ved at fiske opstrøms. Når man sniger sig opstrøms langs åen, kommer man simpelthen lettere på ”skudhold” af fisken. Det er fordi, man nærmer sig fisken bagfra, så den ikke så let opdager én. Når den står under udhængende siv, kan det da være ligegyldigt? Tjoh, til en vis grad. Men ved mange åer er bredden sumpet og svuppet, og selv det mest forsigtige trin kan forplante sig, gennem bølger, ned til fisken. Opstrømsfiskeriet har desuden den fordel, at spinneren fisker hurtigt. Dette betyder, at fiskene har mindre tid til at bestemme sig og handler på instinkt og hugrefleks, når en spinner pludselig kommer farende ind i dens synsfelt. Ulempen er selvfølgelig, at der er en mulighed for, at fisken ser spinneren på lang afstand og bliver skræmt af den. Derfor er det godt at variere de opstrømskast med korte tværstrømskast. Tværstrømskast, hvor man lader spinneren plumpe ned i huller og i render tæt på, har den fordel, at man kan lade spinneren stige opad lige for snuden af fisken. Det er en super effektiv taktik. Det lader til, at fiskene simpelthen er kodet til at angribe bytte, der forsøger at flygte hen over hovedet på dem.

Også nedstrømsfiskeri har sine fordele. I åer med helt langsomt strømmende vand kan en spinner, der pludselig sniger sig op på siden af en intetanende havørred, udløse en kraftig reaktion. I lidt større åer afsøger man også vandet rigtigt fint med kast skråt nedstrøms, for derefter at lade den svinge over åen lige over bunden. Som en flue traditionelt fiskes. Når spinneren når egen bred, kan man så fiske den hjem med variation, så fisk der gemmer sig dybt under trærødderne lokkes ud. Denne teknik er næsten identisk med woblerfiskeri. 

Blink

Det er sjældent, at man møder en dedikeret blinkfisker ved åen. Det er egentlig mærkeligt, for små, brede blink har mange fordele. Blink til åfiskeri er tyndpladede. Den tynde plade betyder, at agnen synker langsommere til bunds, ja faktisk flakser de, mere end de synker, og det er netop nøglen: Blinkenes flaksende og uregelmæssige gang kan vække hugreflekserne hos havørreden. Fisk blinket opstrøms eller tværstrøms, for så kan du virkelig udnytte deres svævende og uregelmæssige gang optimalt. Prøv at få blinket til at svæve lige ned i hovedet på en sur hanfisk, for derefter at få blinket til at svømme panikslagent væk. Eller du kan spinne blinket ind med jævn fart hen over mulige, men ikke oplagte, standpladser og lave korte spinstop eller små accelerationer, så en eventuelt følgende ørred bliver ægget til at slå til. Det er et underholdende fiskeri, som kræver åbne sanser. 

Wobler

Det er sjovt at fiske med wobler. Det er også sjovt, men dyrt at samle på woblere. Det sidste kan blive lidt af en besættelse, for der findes så mange fede modeller, farver, former og typer, at man bliver helt bidt af at samle på de små juveler. Der er mange indlysende fordele ved woblere. De fås i flydende, synkende og vægtløse udgaver. En lille 5-10 cm synkende wobler med en mediumstor ske kan klare rigtigt mange opgaver i åen. De er nemme at fiske tværstrøms eller lidt nedstrøms. Man kan styre dem ved at hæve eller sænke stangtoppen og variere indspinningen, så de hele tiden svømmer lige over bunden. Den ekstra vægt gør også, at de holder sig i den dybde, man fisker dem ind i, hvis der er pænt med strøm. Den samme woblermodel i flydende har andre fordele. Den største er, at de stiger mod overfladen, hvis man stopper indspinningen. Det er smart, hvis agnen er dykket for langt ned under affiskningen. Det er også smart, hvis man skal lade sin agn flyde med strømmen ned under nogle udhængende grene. 

Orm

Ormefiskeri har ufortjent været under beskydning i en del år. ”Ormebader” er nærmest et skældsord ved åen. Men det er synd, for det er næsten som at se en kunstner svinge penslen, når en rutineret ormefisker forsigtigt kilder selv den sureste havørredhan til hug. Der er bestemt også meget godt at sige om at kigge på en lille prop, som glider ned ad åen for at forsvinde. Især, hvis der i den anden ende står en helt ny lystfisker. I en lille å kan det være rigtigt svært at ramme rigtigt, hvis kasterutinen ikke er helt på plads. Men det betyder ikke, at ormefiskeri kun er for begyndere. Tværtimod. Rigtige ormefiskere har en doktorgrad i, hvor havørrederne bor, for de oplever en hel masse. Ormen sidder fast i en knold på bunden, en fluefisker aldrig opdager, men som ormefiskeren gemmer i hjerne-æsken med gode standpladser. En orm fiskes uden andet udstyr, end linen krogen sidder på. Der er især godt i helt små åer. Friline-fiskeri kaldes det. Derfra kan man tilføje belastning op ad linen for at få ormen ned til fisken, afhængigt af vandet. Proppen har også en funktion, hvis man ønsker det, for det kan gøre det nemmere at bære ormen ned ad åen, så den ikke sidder fast i grøden konstant. Orm kan sågar fiskes opstrøms! Gode, store haveslanger vejer lidt, så på relativt let grej kan de fint kastes opstrøms, så man hele tiden har 100% kontakt og kan reagere på det mindste nap.