Onsdag den 1. maj fandt den sidste Smoltvagt sted. I løbet af april har over 300 frivillige lagt deres fiskestænger til side for at beskytte de mange hundrede tusinde havørredsmolt, der blev udsat på Fyn og Sjælland. En stor tak rettes til alle Smoltvagterne.
Nu er de gule refleksveste pakket væk, og kystgrejet er fundet frem igen. Projekt Smoltvagt er slut for i år, og endnu engang har de mange frivillige vist stor støtte. Af 404 vagter fordelt på 30 lokationer blev 302 vagter besat, hvilket giver en dækningsgrad på 75 %. På flere vandløb blev alle vagter fyldt. Projektkoordinator Søren Knabe udtrykker stor tilfredshed med årets indsats.
Vi kan være stolte over, at mere end 300 lystfiskere har valgt at beskytte udsætningsfiskene. Især på Fyn, Halleby Å og Tude Å på Vestsjælland har vi set en imponerende 100 % dækning, siger Søren Knabe.
Sportsfiskerforeningerne fra Nykøbing Falster og Guldborgsund deltog for første gang i år. Det er opmuntrende at se nye foreninger og vandløb deltage i projektet, hvilket giver håb om endnu større deltagelse næste år. Nu ser vi frem til en spændende evaluering med de medvirkende foreninger, så vi kan forbedre projektet yderligere i 2025, tilføjer Søren Knabe.
I år blev to pilotundersøgelser knyttet til projektet. Disse undersøger, om flere smolt overlever med Smoltvagter til stede, og hvordan Smoltvagterne påvirker skarvens adfærd. Ifølge biolog i Danmarks Sportsfiskerforbund, Kaare Manniche Ebert, er det dog for tidligt at drage konklusioner.
Vi har arbejdet hårdt for at få både DTU Aqua og DCE Aarhus med i projektet. Begge institutioner har vist stor interesse, og selvom vi er spændte på resultaterne, må vi være tålmodige. Undersøgelserne i Syltemade Å vil senere på året vurdere smoltdødeligheden under den nærliggende skarvkoloni ved at tælle pit-mærker, forklarer Kaare Manniche Ebert.
Vi håber, at forskningsresultaterne vil give os bedre indsigt i effekten af Smoltvagterne og hjælpe os med at optimere indsatsen. Det kunne betyde vagter over en længere periode eller på andre tidspunkter af dagen, siger Kaare Manniche Ebert.