Stadig flere yngre kvinder tager på fisketur

Kvinder4
onsdag den 3. marts 2021

Baggrund

Den øgede interesse for lystfiskeri falder sammen med corona-situationen. Mange fritidstilbud har været lukkede, og det har bidraget til at flere er blevet nysgerrige på, hvad lystfiskeri kan tilbyde af oplevelser.

Det er obligatorisk at have fisketegn, hvis man er fyldt 18 år eller endnu ikke har ret til at modtage folkepension, men man behøver ikke at have fisketegn for at fiske i de mange put & take ørredsøer. Antallet af lystfiskere er således betydeligt større end antallet af indløste fisketegn.

Nu udgør kvinder mere end 10% af de personer der køber årsfisketegn, som giver mulighed for at fiske et år ved kyster, søer og vandløb. Helt præcist var der i 2020 10,6% kvindelige lystfiskere, og det er en stigning fra året før, hvor tallet var 9,7%.

Data fra Fiskeristyrelsen viser, at kvinder ret konsekvent udgør knap 10% af lystfiskerne i aldersgruppen mellem 30 og 66 år, men for de yngre generationer mellem 18 og 30 år er andelen lidt højere. Relativt flest kvindelige lystfiskere finder man blandt de 25 årige – her er det 15% af alle lystfiskere som er kvinder.

Data skal tages med det forbehold, at det kun omfatter års-fisketegn og at en tredjedel af lystfiskerne ikke har oplyst køn og alder.

Der kræves ikke fisketegn ved fiskeri i put & take ørredsøer, og erfaringsmæssigt er andelen af kvindelige lystfiskere ganske høj ved dette fiskeri, så samlet set er andelen af kvindelige lystfiskere sandsynligvis endnu højere end 10,6%.

Rekord mange danskere købte fisketegn i 2020
I øvrigt viser Fiskeristyrelsens data at ca. 216.000 danskere købte fisketegn i 2020. Det er et rekordhøjt antal, og det udgør en markant stigning i forhold til årene forinden.

Fisketegn kan købes i tre kategorier – afhængig af man køber for en dag, en uge eller et år. Fremgangen ligger særligt i salget af fisketegn med gyldighed for et helt år. Her har der været en stigning fra ca. 137.000 i 2019 til ca. 170.000 i 2020.

Væksten har været særlig stor for gruppen af helt unge lystfiskere på 18-25 år. Fra 2019 til 2020 har der således været en stigning i antal indløste års-fisketegn på 68% for denne aldersgruppe.

 

Fisketegnsmidler

Pengene fra køb af fisketegn kommer lystfiskerne til gode. De bliver tilbageført til fiskepleje, forskning, restaurering af vandløb og søer samt andre tiltag, der fremmer fiskeriet. Læs mere om fisketegnet på https://fiskeristyrelsen.dk/lyst-og-fritidsfiskeri/