Kampagne sætter fokus på fisketegnet

MG 3874
fredag den 22. november 2024

Hvert år betaler danske lystfiskere 214 kr. for det statslige fisketegn, men mange ved ikke, hvad pengene går til. Det skal en ny kampagne i 2025 lave om på. Kampagnen, der får titlen ’Hemmeligheden bag…’, vil både afsløre de hemmelige ingredienser bag gode fiskehistorier og forklare, hvad midlerne fra fisketegnet bruges til.

Humor og oplysning
Kampagnen, som er udviklet af bureauet &Co, vil bruge et humoristisk greb til at engagere lystfiskere og skabe nysgerrighed omkring tips, tricks og fakta om fisketegnet.

"Vi vil gerne vise, hvordan fisketegnet gør en forskel for miljøet og fællesskabet," fortæller Christoffer Reimer Petri fra &Co. "Kampagnen skal få flere til at se værdien af fisketegnet – og forhåbentlig bringe smilet frem samtidig."

Lanceres til april
Kampagnen lanceres i april 2025 og vil især fokusere på sociale medier og fiskegrejsbutikker over hele landet. Samtidig udgives en tysk version målrettet de mange tyske lystfiskere, der hvert år besøger Danmark.

Branchen bakker op
Fra Danmarks Sportsfiskerforbund lyder det, at fisketegnet er et vigtigt værktøj for at skabe godt lystfiskeri:
"Det handler om at formidle, hvordan pengene bruges, og at fisketegnet repræsenterer et fællesskab for fisk og natur," siger direktør Lars Rasmussen.

Peter Lyngby fra Dansk Lystfiskeri er enig:
"Kampagnen kan nå ud til dem, der måske fisker uden fisketegn og samtidig vise, hvilket ansvar og hvilke muligheder der følger med at være lystfisker."

Bag kampagnen
Med et budget på 450.000 kr., finansieret af Lystfisker Danmark, vil kampagnen skabe opmærksomhed om fisketegnets rolle i dansk lystfiskeri. Projektet er forankret i et samarbejde mellem Fiskeristyrelsen, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Lystfiskeri og Lystfisker Danmark.